Forberedelse af dit eget Escape Room

Nedenfor finder du inspiration samt gode råd og idéer til, hvordan du kan opsætte Heksens forbandelse og lave et sjovt og gennemført Escape Room derhjemme. De forskellige råd og eksempler er givet ud fra den antagelse, at du har købt spillet og du ved hvad der refereres til.

DIT SET-UP

…dine betingelser!

Spillet indeholder alle gåder, heksens intro- og afslutningsvideo, hjælpeark samt dekorationsskilte og etiketter, mens du selv skal supplere med nogle enkelte ting (se materialerne i fanen under produktet).

Ved at bruge pdf filerne kan du altså forvandle dit udvalgte rum til dit helt eget escape room og du bestemmer således selv, hvor meget du vil gøre ud af det. Du kan sagtens nøjes med at lægge alt materialet (med de valgfrie placeringer) ud på et bord og kun gemme de nødvendige ark efter de givne instrukser eller du kan vælge at gå ALL IN og slippe din indre dekoratør fri! Dit set-up med dine betingelser, så valget er dit!  

3 beholdere til at lukke

3 LUKKEDE KASSER ELLER BEHOLDERE 

…med dertilhørende låse.

Du skal bruge 3 “kasser”, der kan lukkes og låses til dette spil. Det kan enten være gennemsigtige beholdere som f.eks. gamle henkogningsglas (opbevaringsglas med patentlåg) eller brugte plastbokse og opbevaringsbøtter, hvor du kan lave to huller og hænge låsen i (eller bruge billige øskner fra byg-selv markeder).

Måske har du nogle kister eller andre kasser og æsker liggende, som du kan bruge. Kreative løsninger som toilettasker der kan lukkes (brug evt. strips), madpakker, skoæsker og mælkekartoner der bliver skåret op er også gode alternativer. 

KREATIVE DEKORATIONER

Brug gåderne til at skabe stemning

Skab “hekse-stemning” ved at tænke gåderne ind, som en del af indretningen af dit rum.  Flere af gåderne har valgfrie placeringer og derfor kan du med fordel bruge dem til at bidrage til den rette stemning. Du kan f.eks. hænge gåderne op på væggen, lægge dem i gryder, sætte dem i rammer, rulle dem sammen og placere dem så de stikker ud af f.eks. andre halloween dekorationer. Du kan også bruge en beholder som her på billede 2, til at “skjule” et ark der har en valgfri placering.

Anbefalingen er dog, at det er forholdsvis NEMT for deltagerne at finde opgaverne med de valgfrie placeringer, og du derfor ikke direkte gemmer dem. De andre opgaver derimod (dem uden de valgfrie placeringer) fører via deres løsning til et bestemt gemmested, hvor- igennem de adskiller sig, og deltagerne dermed skal lede grundigt det pågældende sted for at finde opgaven og komme videre i spillet.

Iøjnefaldende placering til igangsættelsen af legen 

Sørg for, at Start-arket har en iøjnefaldende placering, så deltagerne hurtigt kommer i gang. Du kan f.eks. placere det midt på bordet omgivet af lys eller som det første deltagerne ser, så snart de kommer ind i rummet.

Bemærk: Hvis du vælger at bruge hjælpearket, vil en forholdsvis synlig placering også være fordelagtig (se flere råd i spillets del 1).  

Hjælp deltagerne på vej vha. opstillingen

Afhængig af den ønskede sværhedsgrad kan du hjælpe deltagerne på vej, ved at placere de opgaver der hører sammen relativt tæt på hinanden. Det bidrager til en logisk tilgang til gåderne og kan eliminere evt. forvirring hvis I aldrig har prøvet et Escape Room før (her er det f.eks. de fire billeder med “vennerne” der er sat sammen). 

Modsat kan du øge sværhedsgraden ved at sprede alle ark med de valgfrie placeringer ud i rummet.